Arkiv over april, 2010

Den kommende volleyball landsholdssæson

Klubsæsonen med Wuppertal Titans er ved at være forbi og det betyder landshold-sæsonen starter. Det har naturligvis ikke altid været lige sjovt at tabe så meget med Wuppertal, så jeg glæder mig naturligvis til at komme tilbage til Danmark. Dels fordi man selvfølgelig savner alle de danske venner og familien, men det er også bare rart at komme lidt væk når man resultatmæssigt har haft så dårlig en sæson. Men jeg glæder mig naturligvis også til at komme hjem og sammenligne med de andre gutter for at se om jeg er blevet bedre. :)

Jeg drager hjem til Danmark meget snart og starter træning med landsholdet og så vidt jeg er informeret så er den først kamp i Gentofte d. 8. maj. Mere herom senere..

Til at starte med går det løs i kvalifikationskampe til EM 2011 imod Kroatien. Man kan følge resultaterne her hos CEV. Vinder vi sammenlagt de to kampe mod Kroatien, så skal vi spille en kvalifikations-turnering i Montenegro og en i Tyskland. I puljen er Estland og selvfølgelig Tyskland og Montenegro. Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg gerne vandt de første to kampe, så vi fik mulighed for at komme længere i kvalifikationen, men også fordi jeg selvfølgelig godt gad at spille mod Tyskland (og sågar i Tyskland). Jeg kender allerede en del af de tyske landsholdsspillere på navn, så det kunne da være meget sjovt. Men nu skal vi jo lige vinde kampene over Kroatien først. Kroatien ligger ifølge FIVB nr. 58 på Verdensranglisten, hvor Danmark ligger nr. 55. Hvis man tager udgangspunkt i ranglisten, så burde det blive en meget lige kamp, så jeg er naturligvis spændt på at se hvor gode de er.

Ingen Kommentarer

Første playdown-kamp tabt

Første kamp mod Bad Dürrenberg tabte vi desværre 3-2. Vi lagde rigtig godt ud og vandt første sæt med mange bloks og meget stabil udnyttelse af chancer for at score point. Vi havde f.eks. helt konkret aftalt at alle overspil der lå på netkanten skulle spilles højt i banen så vi fik chancen for at hæve til næsten alle angribere. Det fungerede supergodt og vi fik rigtig mange point på den konto i samarbejde med gode server. Vi vinder sættet 25-19. 2. sæt forsætter vi og her begynder Dürrenberg også at lave fejl. En føring på 6-0 bliver ikke sat over styr og vi vinder 25-15.

I Tyskland har man næsten altid 10 min. pause mellem 2. og 3. sæt. I pausen var det første gang at vi var foran 2-0 og det var en fed fornemmelse. Vores træner sagde at vi nu skulle vi bare forsætte med at spille sådan. Ikke tro at vi var verdensmestre og spille mindre, men heller ikke prøve noget vildt og vanvittigt. Altså bare spille videre som vi hele tiden har gjort.
I 3. sæt kommer vi skidt igang. De ændrer på deres bloktaktik og jeg selv får bl.a. ikke vundet så mange bolde som før. Vi tabte ikke boldene direkte, men fik ikke udnyttet chancen og det gjorde Dürrenberg. Det virker lidt som om det sætter holdet i stå og ved 1. tekniske timeout står der hele 0-8. Det er første gang jeg har prøvet at være bagud 0-8 og alle har svært ved at forstå hver der sker. Der bliver skiftet ud og vi begynder at vinde lidt bolde, men vi ender selvfølgelig med at tabe sættet. 4. sæt er lidt samme historie og i 5. er vi heller ikke stramme nok. Altså taber vi kampen til trods for at have vundet de første to sæt med 19 og 15! Ualmindelig skidt hvis jeg skal udtrykke det på en pæn måde. Jeg havde en meget ambivalent følelse efter kampen fordi jeg havde spillet en rigtig god kamp. Topscorer med 23 point af 43 mulige, 2 bloks, 1 es og 88% modtagninger i position. Superfedt endelig at spille en god kamp og uendelig kedeligt at det bare ikke var godt nok.

Nu er der kun en meget lille teoretisk mulighed for at vi kan blive i 1. liga af sportens vej. Så vidt jeg har regnet ud, så skal vi vinde 3 x 3-0 og de næstsidste skal tabe 3 x 3-0. Der går dog rygter om at vores ledelse vil bytte licens med Leverkusen som rykke op fordi Leverkusen ikke har interesse, penge eller hal til at spille 1. Bundesliga. Afgørelsen falder om 2 ugers tid, så må vi se hvad der sker.

Efter vores tabte kamp tog ledelsen en ren forretningsmæssig beslutning ved at afbryde nogle af spillernes kontrakter. Simpelthen fordi der næsten ikke er nogen chance for at blive i ligaen af sportens vej. Den beslutning kan man  jo så tolke som man vil, i forhold til licensen fra Leverkusen. Jesper Jensen var en af de 4 udvalgte spillere og er allerede rejst hjem til Danmark. Jeg har dog stadig Peter Lyck at snakke dansk med hernede. De betyder at vi ikke er så mange spillere tilbage. Jeg ser dog positivt på det for det betyder mere teknisk træning, som jeg kan nyde godt af i forhold til mit positionsskifte, selvom det var en meget underlig følelse af skulle sige farvel til nogle af de bærende spillere på holdet.

De sidste par dage har vi haft påskeferie og har ikke trænet i 3 dage. Det er første gang vi har prøvet det, men nu begynder den sidste del af sæsonen så der er masser af kræfter og motivation til at gå en god figur. Solen og foråret er også så småt begyndt at komme og sammen med tankerne om den kommende landsholdssæson giver det lidt mere smil på læben. :)

Wuppertal Titans – Bad Dürrenberg Spergau 2-3 (25-19, 25-15, 10-25, 22-25, 10-15)
Kampstatistik

Ingen Kommentarer