Første playdown-kamp tabt


Første kamp mod Bad Dürrenberg tabte vi desværre 3-2. Vi lagde rigtig godt ud og vandt første sæt med mange bloks og meget stabil udnyttelse af chancer for at score point. Vi havde f.eks. helt konkret aftalt at alle overspil der lå på netkanten skulle spilles højt i banen så vi fik chancen for at hæve til næsten alle angribere. Det fungerede supergodt og vi fik rigtig mange point på den konto i samarbejde med gode server. Vi vinder sættet 25-19. 2. sæt forsætter vi og her begynder Dürrenberg også at lave fejl. En føring på 6-0 bliver ikke sat over styr og vi vinder 25-15.

I Tyskland har man næsten altid 10 min. pause mellem 2. og 3. sæt. I pausen var det første gang at vi var foran 2-0 og det var en fed fornemmelse. Vores træner sagde at vi nu skulle vi bare forsætte med at spille sådan. Ikke tro at vi var verdensmestre og spille mindre, men heller ikke prøve noget vildt og vanvittigt. Altså bare spille videre som vi hele tiden har gjort.
I 3. sæt kommer vi skidt igang. De ændrer på deres bloktaktik og jeg selv får bl.a. ikke vundet så mange bolde som før. Vi tabte ikke boldene direkte, men fik ikke udnyttet chancen og det gjorde Dürrenberg. Det virker lidt som om det sætter holdet i stå og ved 1. tekniske timeout står der hele 0-8. Det er første gang jeg har prøvet at være bagud 0-8 og alle har svært ved at forstå hver der sker. Der bliver skiftet ud og vi begynder at vinde lidt bolde, men vi ender selvfølgelig med at tabe sættet. 4. sæt er lidt samme historie og i 5. er vi heller ikke stramme nok. Altså taber vi kampen til trods for at have vundet de første to sæt med 19 og 15! Ualmindelig skidt hvis jeg skal udtrykke det på en pæn måde. Jeg havde en meget ambivalent følelse efter kampen fordi jeg havde spillet en rigtig god kamp. Topscorer med 23 point af 43 mulige, 2 bloks, 1 es og 88% modtagninger i position. Superfedt endelig at spille en god kamp og uendelig kedeligt at det bare ikke var godt nok.

Nu er der kun en meget lille teoretisk mulighed for at vi kan blive i 1. liga af sportens vej. Så vidt jeg har regnet ud, så skal vi vinde 3 x 3-0 og de næstsidste skal tabe 3 x 3-0. Der går dog rygter om at vores ledelse vil bytte licens med Leverkusen som rykke op fordi Leverkusen ikke har interesse, penge eller hal til at spille 1. Bundesliga. Afgørelsen falder om 2 ugers tid, så må vi se hvad der sker.

Efter vores tabte kamp tog ledelsen en ren forretningsmæssig beslutning ved at afbryde nogle af spillernes kontrakter. Simpelthen fordi der næsten ikke er nogen chance for at blive i ligaen af sportens vej. Den beslutning kan man  jo så tolke som man vil, i forhold til licensen fra Leverkusen. Jesper Jensen var en af de 4 udvalgte spillere og er allerede rejst hjem til Danmark. Jeg har dog stadig Peter Lyck at snakke dansk med hernede. De betyder at vi ikke er så mange spillere tilbage. Jeg ser dog positivt på det for det betyder mere teknisk træning, som jeg kan nyde godt af i forhold til mit positionsskifte, selvom det var en meget underlig følelse af skulle sige farvel til nogle af de bærende spillere på holdet.

De sidste par dage har vi haft påskeferie og har ikke trænet i 3 dage. Det er første gang vi har prøvet det, men nu begynder den sidste del af sæsonen så der er masser af kræfter og motivation til at gå en god figur. Solen og foråret er også så småt begyndt at komme og sammen med tankerne om den kommende landsholdssæson giver det lidt mere smil på læben. :)

Wuppertal Titans – Bad Dürrenberg Spergau 2-3 (25-19, 25-15, 10-25, 22-25, 10-15)
Kampstatistik

  1. Endnu ingen kommentarer.
(bliver ikke vist offentligt)
  1. Endnu ingen trackbacks.