I Belgien med volleyball landsholdet DAG 1


Så er den første dag i Belgien gået..

Rejsen herned forløb fint. Vi mødtes i Københavns Lufthavn kl. 7.30 og fik chekket alt ind og fik hilst på vores nye midlertidige fysioterapeut Henrik Kjær. Vores normale fysioterapeut Britt Pedersen skal til en international anti-doping event så hun kan ikke komme med til Belgien. Hun er dog med igen når vi skal til Portugal. Britt er enormt hyggelig og dygtig eftersom hun har været med i jeg-ved-ikke-hvormange år, så hun er savnet. Jeg vil ikke tøve med at kalde hende holdets mor. :) Det skal man da ikke tage fejl af for det er faktisk rart og hyggeligt at have mange gange. Den nye fys Henrik kender jeg som spiller fra Holte og jeg ved at han er enormt dygtig på området. Det er rart at vide at man er i kompetente hænder og Henrik er også en sjov fyr, så ham skal vi nok få nogle hyggelige stunder med.

På den første dag havde vi ikke mulighed for at træne, så vi brugte tiden til at se noget video fra 2007 hvor landsholdet spillede imod Belgien til OL-kvalifikation i Ungarn. Vi ser video i grupper og noterer og snakker sammen om hvordan vores modspillere er, hvordan deres blok er, hvilke slagretninger de har på høje eller hurtige hævninger, hvor det er godt at lobbe henne osv. Efter et par korte møder om vores taktik og hvor vi snakkede om hvad vi havde observeret på video, gik vi til den første kamp med start kl.19. Belgierne slog en imponerende opvarmning, rigtig mange hårde slag meget stejlt. Det var fedt og der var fin tænding på de danske hold også.
De startende seks fra Axel Jacobsen, Mads Ditlevsen, Flemming Olufsen, Peter Lyck, Kristian Knudsen, Mikkel Simonsen og Brian BT Knudsen som libero. Jeg starter ikke overraskende ude og som jeg skrev i weekenden, synes jeg det er ganske okay når Peter spiller så godt. Jeg tror at alle i gruppen var spændt og tændte og den allerførste  bold blev da også en drabelig gyser med en masse god volley som vi ender med at vinde. Vi spiller ganske okay og vi følges ad det meste af sættet, men i den afgørende fase trækker belgierne fra og vinder 25-21. Andet sæt bølger lidt mere frem og tilbage og vi har lidt problemer med vores modtagning. De server rigtig god, specielt har de nogle drabelige svæveserver. Sættet ender 25-21. Det sidste sæt bliver rigtig tæt til sidst, hvor vi egentlig har en god chance for at vinde ved 23-24, men vi må se os besejret med 29-27.
Altså et 3-0 nederlag til Belgien på den første dag. Som i Holtehallen i weekenden spillede vi et ekstra sæt, hvor der blev skiftet meget ud på det danske hold. Jeg fik selv lov til at spille, Axel Jacobsen blev skiftet ud med Martin Stenderup og Niels Knudsen kom ind i stedet for Kristian Knudsen og Jesper Jensen kom ind i stedet for Flemming Olufsen. De to sidstnævnte udskiftninger skete dog allerede inden 3. sæt. Jeg synes det kommer lidt mere tænding på truppen, men Belgierne er for stærke og vi formår ikke at vinde vores siteouts. Vi taber derfor forholdsvis stort 25-17.

Det er selvfølgelig nemt at sige at “rejsen sad i benene” og “det har været en lang dag”, men jeg synes egentlig vi får masser af chancer i dag, vi er bare ikke skarpe og måske endda koncentrerede nok. Og så kunne jeg godt tænke mig at vi får lidt mere tænding på banen. Lad os håbe at det kommer i morgen, hvor vi har en kamp igen kl. 19 – jeg vil ihvertfald gøre mit til at hele holdet kommer op og køre. Nu skal vi have lidt hvile og folk skal have behandling inden træning i morgen kl. 12. Rent fysisk har jeg det heldigvis rigtig godt, til trods for dårlig mave og lidt ondt i skulderen de sidste par dage. Der er intet at mærke nu og det er rigtig rigtig rart. :)

Dagens billeder:

  1. #1 af Jess - 22. maj, 2009 kl. 01:14

    Glad you got a chance to write an update. Good luck with the rest of your games in Belgium:)

(bliver ikke vist offentligt)
  1. Endnu ingen trackbacks.