Nederlag i første kamp mod Østrig


I går spillede vi med landsholdet mod Østrig i første af 3 træningskampe på deres træningscenter lidt ude for Wien. Vi er afsted med et lidt anderledes landshold fordi det er en hurtigt opstået mulighed og alle spillere derfor ikke kunne tage med. Det giver plads til lidt flere debut-kampe og det er jo spændende. Østrig er godt i gang med forberedelserne frem mod EM 2011 hvor de er værter og dermed automatisk kvalificeret til slutrunden.

Vi startede med følgende spillere: Axel Jacobsen, Casper Munk, Daniel Thomsen, Mads Ditlevsen, Steen Sørensen, Rune Huus og med Søren Søgaard som libero. Det er vist i øvrigt over 10 år siden Søren har spillet en landskamp, ganske imponerende. :)
Kampen startede egentlig ganske godt og vi kom foran med et par point. Vi spillede godt og fik især mange berøringer i blokken som første til vigtige point. Vi løber uheldigvis ind i nogle kedelig servestimer og kommer som sættet skrider frem, bagud og vi taber sættet. I 2. sæt kommer vi meget foran, faktisk 10-16 så vidt jeg husker, men her slår deres servere virkelig til og får alt for mange stimer. Vi får ikke fat i modtagningen og mister rigtig mange point på det. Og vi ender med at tabe sættet tæt. I 3. og 4. sæt går vi lidt ned og vores frustration over at modtagningen ikke fungerer, går ud over resten af spillet vi mister lidt gejsten i sær i 4. sæt. Jeg synes dog at vi kæmper ganske okay og faktisk er i stand til at konvertere godt forsvar til gode point. Det var ret fedt fordi jeg synes det er noget af det vi har haft problemer med tidligere.

Jeg er ikke helt tilfreds med vores kamp, men jeg synes heldigvis der er mange nemme justeringer vi kan lave for at kunne slå dem. Trænerstaben har gjort et godt stykke arbejde med taktiske justeringer, så hvis vi kan få implementeret dem så er det bestemt muligt. Østrigerne lagde et godt servepres, men heller ikke bedre end at vi burde kunne modstå det. Også selvom vi ikke stiller i absolut stærkeste opstilling. Personligt blev jeg i går meget frustreret over at vi ikke kunne få det til at fungere og det gik rigtig meget ud over mit spil og især den energi som jeg er kendt for at have på banen. Det vil jeg helt sikkert ikke lade ske i aften, hvor vi skal spille inde i Wien på hotVolleys hjemmebane. Vores mål er bare at vi skal spille bedre end i går og så endnu bedre end det på søndag. Og hvis vi kan gøre det, så er jeg sikker på at vi får chancen for at vinde en kamp. Hvis ikke i aften, så i morgen søndag. :)

Vejret er i øvrigt skønt her og i dag fik vi mulighed for en lidt anderledes træning pga. af lidt ressourceproblemer på træningscenteret hvor vi bor. Vi trænede i en hal som havde kunstgræs til at spille tennis på. Det satte lidt begrænsninger for flyveslag osv., men som morgen- og modtagningstræning var det ganske godt og jeg føler mig virkelig klar til i aften. :)

Nyhed på Volleynet.dk

  1. Endnu ingen kommentarer.
(bliver ikke vist offentligt)
  1. Endnu ingen trackbacks.